Nyhedsbrev december 2020

Nyhedsbrev udsendt 20. december 2020

Kære medlemmer

Det har været et efterår præget af COVID-19 i såvel arbejdslivet som i forhold til familie og nære relationer. Vi håber at I trods dette kan se frem til at nyde julen.

For bestyrelsen har efteråret også været præget af alvorlige og svære drøftelser i forhold til vores samarbejdspartner Traumeheling ApS. Vi har afholdt samarbejdsmøde i går fredag 18.12.20. På det møde opsagde vi vores samarbejdsaftale med baggrund i samarbejdet.

Vi har tidligere i bestyrelsen drøftet vores forpligtelse til at inddrage jer medlemmer i vores samarbejdsrelation. Og det har været en balancegang, ligeledes påvirket af Traumeheling Aps egne indbyrdes samarbejdsproblemer.

Vi har haft et stort behov for at fokusere på det, der er lykkedes og den store generelle interesse for SE.

Det har berørt os dybt, at vi har måttet træffe denne beslutning. Vi har igennem en længere periode haft et svært og vanskeligt samarbejde med Traumeheling ApS. Vi har valgt at holde dette internt mellem Traumeheling ApS og bestyrelsen, da vi håbede og troede på, at det ville være muligt at etablere en konstruktiv dialog. I forbindelse med den ulykkelige situation med truende konkurs har det ligeledes været vigtigt at bakke op samtidig med, at vi som bestyrelse har pligt til at varetage foreningens interesser. I den forbindelse er det blevet tydeligt, hvor vigtigt det er at adskille de økonomiske interesser for den virksomhed, der varetager uddannelsen, fra det ene af foreningens formål: at kvalitetssikre selvsamme uddannelse.

Dette er af Traumeheling ApS og en gruppe medlemmer blevet betragtet som et forsøg på at spænde ben og obstruere for samarbejdet. Og det er de i deres fulde ret til både at mene og udtrykke. Det er vigtigt for os, at der er plads til uenighed og debat, det skaber fremdrift og udvikling i foreningen, som er til gavn for alle. Medlemsdemokratiet er omdrejningspunktet i vores forening.

I den daværende situation har flere medlemmer givet deres besyv med på foreningens debatforum og bidraget med forslag til en løsning på den opståede etiske problematik.

Dette ser bestyrelsen frem til at drøfte på den kommende GF.

Samtidig illustrerer forløbet ligeledes, at den tydelige adskillelse i hvilke opgaver og ansvar henholdsvis Traumeheling ApS og SE foreningen har, er det modsatte, nemlig utydelig.

Det er der en historisk baggrund for i såvel Foreningen som Traumeheling ApS opstart og virke. Og denne sammenblanding af opgaver, personlige interesser og forskellige kasketter/ roller er med til at forplumre billedet og skabe uigennemsigtighed.

Det har været et tema som vi har drøftet og bragt frem på GF. Og som vi ikke er lykkedes med at tydeliggøre vigtigheden af.

Som vi betragter det, har det ligeledes været en medvirkende årsag til den situation, vi er i idag. Det er en ny situation og føles måske også som en skræmmende situation, vi, som bestyrelse, har bragt SE foreningen i. Da vi mener, det er essentielt, at der skabes klarhed i roller, ansvar og opgavefordeling for det fremtidige samarbejde mellem kommende organisator og SE foreningen, har bestyrelsen indset, at det for nuværende ikke er muligt med Traumeheling ApS.

Vi er taknemmelige for det engagement, dedikerede arbejde og den ildhu, som har sikret SE en uddannelsesplatform i Danmark gennem utrolig mange år. Det var ikke sket uden pionererne fra SE foreningen og Traumeheling ApS. En dyb respekt og anerkendelse.

Det er især derfor, at denne beslutning, har været så svær at træffe. Og samtidig nødvendig. Da vi som bestyrelse er på mandat fra medlemmerne og derfor ansvarlige overfor jer, står vi selvfølgelig til ansvar og rådighed for yderligere uddybning både nu og ved den kommende GF, hvor dette vil være det vigtigste punkt af alle.

Vedhæftet dette nyhedsbrev er en kopi af opsigelsen med begrundelse for opsigelsen. For en god ordens skyld skal nævnes, at bestyrelsesmedlem Lobber Koch, ikke har medvirket i beslutningen, grundet inhabilitet i kraft af sit nære slægtskab med Jette Koch , del af direktion og medejer af Traumeheling ApS.

Konsekvenserne af at opsige samarbejdsaftalen er:

Traumehelings rettighed til at benytte SE foreningens trademark udløber med virkning fra 31.12.21.

Traumeheling kan derfor i 2021 færdiggøre hold 12, 13 og 14. Disse tre hold mangler henholdsvis advanced modul 2 og advanced modul 1 og 2. Hold 15 med opstart i november 2020 er pga COVID-19 rykket til 2021. Hold 15 har derfor mulighed for at kunne undervises i 2021 med trademark rettigheder fra SE foreningen.

Det betyder rigtig meget, at der på den måde tages hånd om de studerende, det er vigtigt for alle- såvel Traumeheling ApS som SE foreningen.

Bestyrelsen vil orientere såvel SETI som EASE om vores opsigelse af samarbejdsaftalen.

Bestyrelsen er allerede nu i gang med at planlægge hvorledes uddannelsen kan udbydes med virkning fra 31.12.21. Vi vil undersøge grundlaget for interessenter i at organisere uddannelsen efter de krav og retningslinjer, der er gældende fra EASE og SETI.

Traumeheling ApS kan selvfølgelig også byde ind som potentielle samarbejdspartnere i fremtiden ifald de vil indgå i de krav og rammer som skal beskrives jvf ovenstående i en kommende samarbejdsaftale.

Under alle omstændigheder vil bestyrelsen være i kontinuerlig kontakt med jer indtil generalforsamlingen i marts 2021, hvor bestyrelsen vil fremlægge en konkret handleplan for det videre forløb herunder ordlyd / skabelon til indhold i samarbejdsaftalen.

Vi ser frem til det nye år. Vi er ikke i tvivl om at der fortsat eksisterer SE uddannelse i Danmark også efter 31.12.21.

Tak til jer for alle bidrag i årets løb. Et år som har været skelsættende på så mange måder.

Vi har på vores hjemmeside oprettet et Forum, hvor I kan ytre jer, stille spørgsmål og bidrage til debatten. Det opfordrer vi jer så meget til at benytte. Vi vil med nyhedsbreve orientere og inddrage jer i det videre forløb.

Vi ønsker alle en glædelig jul og et godt nytår.

Med venlig hilsen

pva bestyrelsen (I denne sammenhæng Helle Bower Jensen, Dorthe Iversen og Marianne

Damsholt)

Susanne Ebling

Formand for SE foreningen i Danmark

 

 

 

Til direktionen af Traumeheling v/ Jette Koch & Ulrik Jørgensen.

Som aftalt på samarbejdsmødet d. 18/12-2020 bekræfter vi hermed opsigelse af samarbejdsaftalen mellem Traumeheling Aps og SE Foreningen. Jævnfør punkt E i samarbejdsaftalen opsiges denne per 18/12-2020.

Dette betyder, at fra denne dag at regne kan Traumeheling Aps afvikle igangværende træninger. Det betyder at hold 12, 13 og 14 kan færdiggøre deres uddannelse i 2021 og at hold 15, hvis holdstart var planlagt til efteråret 2020 vil ligeledes kunne undervises i 2021 med benyttelse af SE Foreningens Trademark. Dette er under forudsætning af at samarbejdsaftalen i øvrigt overholdes.

Vi vil i denne sammenhæng endnu engang gøre gældende, at det ifølge vores opfattelse er et brud med reglerne udstykket af EASE at anvende undervisere på Introkurserne i Danmark, som ikke har de fornødne kvalifikationer. For at have det, skal de efter bestyrelsens opfattelse være medlemmer af Faculty.

I følge samarbejdsaftalen behøves der ingen begrundelse for at opsige aftalen. Som baggrund for bestyrelsens beslutning vil vi dog gerne anføre følgende:

Den væsentligste begrundelse for opsigelsen fokuserer sig om samarbejdet. Dette har i en længere periode været meget vanskeligt.

Generelt har drøftelser vedrørende forhold på uddannelsen, hvad enten det har drejet sig om klager fra studerende, administration eller planlægning af uddannelsen været præget af, at Traumeheling har opfattet det som en krænkelse af organisators selvbestemmelsesret. Det har derfor været svært at drøfte problemstillinger på et ligeværdigt grundlag på en konstruktiv måde.

Igennem årene har læringsmiljøet på uddannelsen ofte været påvirket / udfordret af intern splittelse og uenighed i ejerkredsen i Traumeheling ApS. Dette har skabt et mindre trygt læringsmiljø. Det ved vi har påvirket flere af de studerende i deres vurdering af SE uddannelsens kvalitet

Bestyrelsen opfatter samarbejdet med Traumeheling Aps som reelt ophørt efter samarbejdsmødet i August 2020.

På trods af det aftalte er bestyrelsen ikke som samarbejdspartner på noget tidspunkt efter dette møde blevet informeret vedrørende Traumeheling Aps virke og overlevelse.

Det er tydeligt ud fra den skriftlige kommunikation, der har været i efteråret mellem direktionen i Traumeheling Aps og bestyrelsen i SE foreningen, at spørgsmål fra sidstnævnte vedrørende den fremtidige samarbejdsflade opfattes som chikane, utidig indblanding og forsøg på at spænde ben for rekonstruktionen.

Bestyrelsen har i hele denne proces informeret foreningens medlemmer samt åbnet for dialog med og i blandt disse.

Bestyrelsen har ligeledes bevidst valgt at holde utilfredsheden med samarbejdsklimaet internt. Det vil sige imellem Traumeheling ApS og SE foreningens bestyrelse, fordi vi stadig havde tiltro til, at vi gennem dialog kunne finde en vej – også set i lyset af den ulykkelige situation, som Traumeheling ApS stod i .

Bestyrelsen har på intet tidspunkt gjort andet end at udtrykke ønske om at rekonstruktionen skulle lykkes.

Trods dette vælger Traumeheling ApS at miskreditere og udskamme bestyrelsen offentligt. Dette er uacceptabelt og fuldstændigt ødelæggende for den tillid, der skal være imellem samarbejdspartnere og med til at begrunde denne opsigelse.

Med venlig hilsen

Bestyrelsen i SE foreningen

Susanne Ebling, Marianne Damsholt, Dorthe Iversen og Helle Bower Jensen