Vedtægter
§1. FORENINGENS NAVN
Somatic Experiencing® SE Foreningen i Danmark.
§2. FORMÅL
Udbrede kendskabet til Somatic Experiencing® i Danmark.
Stk. 2. Bidrage til at sikre kvaliteten af SE uddannelsen i Danmark i samarbejde med organisator af uddannelsen i Danmark.
Stk. 3. Facilitere og støtte udviklingen af det faglige fællesskab af SE terapeuter og studerende i Danmark.
§3. MEDLEMMER
Som medlemmer optages personer, som har en godkendt basisuddannelse på min. 3 år og som har gennemført certificeret SE uddannelse og er certificeret som practitioner samt studerende på SE uddannelsen.
Stk. 2. Foreningens bestyrelse har ret til at give dispensation i særlige tilfælde.
Stk. 3. Alle medlemmer er stemmeberettigede.
Stk. 4. Medlemmer, der er ejere eller har en økonomisk interesse i den virksomhed, der organiserer SE-Uddannelsen i Danmark, kan ikke opstille eller vælges til bestyrelsen. Ved beslutninger, der vedrører samarbejdet og samarbejdsaftalen med organisator, betragtes ovenstående medlemmer som inhabile og har ikke stemmeret på generalforsamlinger.
§4. GENERALFORSAMLING
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed.
Stk. 2. Der afholdes årlig generalforsamling i februar eller marts. Det tilstræbes at GF afholdes tredje lørdag i marts måned. Indkaldelse sker med mindst 4 ugers varsel. Forslag til dagsorden skal være indsendt mindst 3 uger før generalforsamlingen, og endelig dagsorden udsendt senest 2 uger før afholdelse af generalforsamling.
Stk. 3. Generalforsamlingens dagsorden skal indeholde følgende faste punkter:
1. Valg af dirigent og referent
2. Godkendelse af dagsorden
3. Godkendelse af referat
4. Beretning om foreningens virksomhed i det forløbne år
5. Godkendelse af revideret regnskab
6. Behandling af indkomne forslag
7. Fastlæggelse af arbejdsopgaver for det kommende år
8. Godkendelse af budget og kontingent
9. Valg af bestyrelse
10. valg af 2 suppleanter
11. Valg af 2 revisorer
12. Evt. På selve generalforsamlingen kan der ikke optages nye dagsordenpunkter til beslutning.
Stk. 4. Generalforsamlingen kan nedsætte udvalg.
Stk. 5. Beslutninger på generalforsamlingen træffes med almindelig stemmeflertal blandt de fremmødte stemmeberettigede medlemmer.
Stk. 6. Ekstraordinær generalforsamling skal afholdes, hvis bestyrelsen beslutter det eller mindst 1/3 af medlemmerne anmoder om det. Bestyrelsen udsender dagsorden senest 7 dage efter fremsendelse af anmodning.
Stk. 7. Beslutninger på ekstraordinær generalforsamling træffes med almindelig stemmeflertal blandt fremmødte stemmeberettigede medlemmer.
§5. BESTYRELSEN
Mellem generalforsamlingerne er bestyrelsen foreningens højeste myndighed. Stk. 2. Bestyrelsen består af 5 medlemmer.
Stk. 3. Bestyrelsesmedlemmerne vælges for 2 år ad gangen. Hvert andet år er 2 henholdsvis 3 bestyrelsesmedlemmer på valg. Bestyrelsesmedlemmer kan genopstille til bestyrelsen.
Bestyrelsen konstituerer sig selv på førstkommende møde med formand, næstformand, sekretær og kasserer.
Stk. 4. Bestyrelsen kan nedsætte udvalg.
Stk. 5. Der vælges to suppleanter til bestyrelsen for et år ad gangen
Stk. 6. Bestyrelsen fører en beslutningsprotokol.
Stk. 7. Bestyrelsesmedlemmerne hæfter ikke personligt for foreningens økonomi.
§6. TEGNINGSREGLER
Foreningen tegnes af formanden og kassereren i forening. Stk. 2. I økonomiske forhold tegnes foreningen af formand og/eller kasserer. I sager som af bestyrelsen skønnes at være af omfattende karakter, tegnes foreningen af hele bestyrelsen.
Stk. 3. Ved forfald af formand indtræder næstformand og ved forfald af kasserer indtræder sekretæren.
§7. ØKONOMI
Der opkræves et kontingent for medlemskab af foreningen. Kontingentets størrelse besluttes på generalforsamlingen.
Stk. 2. Foreningen kan skaffe sig indtægt fra egne aktiviteter og arrangementer.
Stk. 3. Foreningens midler skal bruges i overensstemmelse med formålsparagraffen.
§8. REGNSKAB
Foreningens regnskab er kalenderåret.
Stk. 2. Regnskabet for det foregående år udsendes til medlemmerne sammen med dagsorden for generalforsamlingen.
Stk. 3. Regnskabet revideres forinden af de på generalforsamlingen valgte revisorer.
Stk. 4. Revisorer skal vælges hvert år for et år ad gangen og kan genvælges.
§9. SE FORENINGEN ER MEDLEM AF EASE
Formålet med medlemskabet er, at SE Foreningen medvirker til at udvikle og facilitere et bredt europæisk samarbejde.
Stk. 2. SE Foreningen har 3 medlemsposter i EASE.
Stk. 3. Bestyrelsen har fortrinsret til at besætte 2 medlemsposter. De øvrige medlemmer bliver valgt til EASE ved SE Foreningens generalforsamling for 2 år ad gangen.
Stk. 4. Medlemmerne tilmelder sig og deltager ved EASE årlige generalforsamling.
Stk. 5. SE Foreningens repræsentanter af EASE samarbejder i Europaudvalget.
§10. ETISKE RETNINGSLINJER
Medlemmerne er forpligtet til at overholde foreningens etiske retningslinjer.
§11. VEDTÆGTSÆNDRINGER
Vedtægtsændringer skal besluttes på en generalforsamling med 2/3 flertal af de tilstedeværende stemmeberettigede medlemmer.
Stk. 2. Forslag til ændringer skal være udsendt sammen med dagsorden.
§12. EKSKLUSION
Bestyrelsen kan indstille til eksklusion af et medlem, hvis dette modarbejder foreningens formål.
Stk. 2. Bestyrelsen kan indstille til eksklusion af et medlem, hvis dette udøver konkurrerende virksomhed til den under SE- Somatic Experiencing® – foreningen i Danmark etablerede SE uddannelse.
Stk. 3. Eksklusion kan kun finde sted på en generalforsamling.
§13. OPLØSNING AF FORENINGEN
Foreningen opløses, såfremt 4/5 af de fremmødte stemmeberettigede medlemmer stemmer herfor på en generalforsamling.
Stk. 2. Foreningen kan desuden opløses, hvis der i 2 år ikke har været afholdt generalforsamling.
Stk. 3. Foreningens midler skal anvendes til alment nyttige formål, der er i overensstemmelse med foreningens formål.